Da jeg var nede og træne igår så jeg noget af et optrin. En mor stod i omklædningsrummet og var i fuld gang med at sætte håret op i hestehale, skifte til spinningsbukser, tage deodorant på, spænde sine sko, rydde sine ting ind i skabet, låse det og fylde sin vandflaske mens hende datter på omkring de 7 år sad tålmodigt og kiggede på. Hun spurgte undervejs sin mor om nogle ting: “hvornår er du færdig?“, “jeg vil gerne lege med Sophia“, “må jeg komme med ind når du skal cykle mor?“. Moderen svarede ikke rigtig men virkede til at være fuld optaget af sine egne gøremål.
Jeg fik fra omklædningen og op i styrketræningsafdelingen. Da jeg var færdig med min træning gik jeg forbi spinningslokalet hvor jeg så den lille pige sidde ude foran med sin ipad. Timen var slut lige som da jeg gik forbi og moderen kom igen ud – dryppende af sved. Hun tog sin datters hånd og de gik, samtidig med mig, igen ned i omklædningen. På vej derned siger datteren igen: “jeg vil gerne hjem nu mor“, “kan jeg ikke lege med Sophia i dag?” og så videre. Moderen bliver pludselig gal og siger vredt (min tolkning): “Nej det kan du ikke. Mor skal skifte tøj nu og så skal mor træne videre. Du kan spille på din ipad ikk’?“.
Datteren blev ked af det og protesterede lidt men fulgte så med moderen. Jeg tog mit tøj på og tænkte meget på pigen i de følgende timer.
Jeg kan godt forstå at man som mor også gerne vil træne, holde sig i form, begå sig i sociale arenaer, gøre noget for sig selv, brænde energi af, holde kroppen ved lige – særligt efter en graviditet. Men der var alligevel noget ved hele situationen som provokerede mig. For skal det virkelig være på børnenes bekostning? Er det så det værd? Kunne den mor ikke have gået en tur med sin datter? Løbet med løbevogn? Leget i skoven, taget i svømmehallen, leget jorden er giftig på den lokale legeplads? Måske er den mor alene med datteren, det skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg har ingen børn selv, så i virkeligheden ved jeg ikke en skid. Men jeg kunne dog alligevel se at den lille pige ikke var glad nede i det træningscenter. Og moderen virkede heller ikke glad, nærmere stresset og presset.
Skal træning og motion være sjovt? Nej ikke hver gang og det nægter jeg at tro på at det kan være for nogen. Det skal primært være sjovt og dejligt – det skal være motivationen. Men jeg vil dog mene at det ikke skal ske på bekostning af andre.
Jeg kender selv til dilemmaet. Jeg vil gerne træne tidligt lørdag morgen, for så er dagen ligesom i gang. Min kæreste vil gerne ligge i ske og putte til langt op af formiddagen. Jeg træner de fleste lørdage – det må jeg indrømme. Der bliver det jo også på bekostning af min kæreste. Så det er slet ikke fordi jeg vil gøre mig til dommer, nedgøre eller kritisere moderen. Men det satte alligevel gang i nogle tanker hos mig.
Er det okay at tage sit barn med i træningscenteret? Hvad mener du?